Hellere sent end slet ikke, og lidt om gode naboer

Eller laaaaaangstrakt service, eller hvordan ved siden af også kan være at ramme....

Da far døde efterlod han sig en konto i et større dansk pengeinstitut. En konto som kunne dække omkostningerne ved at komme herfra og samtidig efterlade lidt til os søskende. De 2 andre havde skrevet under på, at jeg måtte udfylde diverse papirer og have fuldmagt over boet. Derfor var det også hos mig, at skifteretsattesten landede, da papirarbejdet var gjort. Med den i hånden kunne jeg få adgang til førnævnte konto og få dækket mine udlæg til de der begravelsesudgifter. Jeg ringede derfor til fars bank for at høre, hvordan jeg skulle gribe det an. Troede jeg. Først kom jeg i kontakt med en elektronisk telefonstemme, der fortalte mig, at ventetiden lige nu var 23 minutter. Det kom til at holde. Derefter var jeg alligevel ikke sluppet igennem til filialen, som jeg havde bedt om. De var nemlig optaget. Hele flokken. Men den søde dame i det store kontor ville skrive en mail til dem, og så ville de ringe tilbage hurtigst muligt.

5 timer senere havde jeg fri fra arbejde. Jeg havde endnu ikke hørt noget, så jeg startede den blå polo og kørte til Slagelse for personligt at møde op i banken. Her blev jeg mødt af en rar dame, der hjalp mig med at få dækket mine udlæg og som gjorde opmærksom på, at det da tog 10 dage at gøre sådan en konto op. Det kom også til at holde stik. 10 dage gik der, før det hele var gjort op. Og så har jeg ellers ikke tænkt mere over den sag. Indtil torsdag eftermiddag, hvor min telefon ringede, lige da Bo havde hentet mig på arbejde. En flink dame fortalte, at hun ringede fra banken, fordi de havde fået min besked. Hun undskyldte den lange ventetid med, at de havde haft meget travlt. På det tidspunkt var det præcis 3 uger siden, jeg selv stod i filialen for at få ordnet tingene. Så er det jeg tænker, er det hvad man kalder langstrakt service eller....... En ting er sikkert. Skal jeg nogensinde skifte bank, så lander jeg ikke i en, hvor navnet starter med N.

 

Og hvordan ved siden af også kan være at ramme oplevede vi i går. Vores køkkenprojekt kræver materialer. Nogle af dem så store og tunge, at de må komme med vognmanden på en stor lastvogn. Sådan et læs ventede vi i går. Da Bo kom hjem, var der ikke dukket noget op, og han fik travlt med at ringe rundt. Først fik vi besked på at slå koldt vand i blodet, da de kørte lige til klokken 20.00, men der gik ikke lang tid, før der var en forvirret mand, der ringede og fortalte, at det da var læsset af for længe siden. Nu er vores grund jo ikke større, end at vi kan overskue den. Og der var ingenting.  Manden i røret blev endnu mere forvirret og ville ringe tilbage.

 

Ti minutter efter havde vi ham igen i røret. Han fortalte, at han lige havde sendt en mail med billede af varerne. Det tager de ved afleveringer, hvor folk ikke er hjemme, da de flere gange har været ude for, at folk nægter at have modtaget leverede varer. Vi fik billedet og kunne kende stedet. Varerne var læsset af nede ved nr. 65 i stedet for hos os i nr. 71. Der er bare den lille ting, at nummer 65 ligger nede af en lille markvej, og at vi snakkede betonblokke og rigtige tunge ting.

 

Beboeren i nr. 65 er landmand, og da køerne var malket i morges, læssede han vores byggematerialer på frontlæsseren og kørte dem hjem i vores indkørsel. Gode naboer er slet ikke så tosset. Dermed er pinsens planer reddet, og vi kan forhåbentlig få støbt gulv i næste uge.

Vi går planken ud

Det store hul i jorden er i den grad en realitet. Der er gravet til 45 cm. under gulvhøjde, for det skal man vidst, hvis man skal honorere gældende krav til isolering og gulvvarme. Det er bare meget besværligt at bære mad og andet godt ned og op, for 45 cm. er altså højt ned. Som altid er manden i huset klar med en løsning. 3 af de tykke rafter fra det gamle køkkengulv er blevet spændt sammen, så de ligger stabilt. Og når man har taget turen et par gange, er det faktisk okay at gå planken over til lejrkøkkenet.

 

På fredag kommer der en masse byggematerialer, og en af dagene i næste uge bliver vi besøgt af en betonkanon. Herefter bliver gulvet til at gå på igen, og vi kan gøre hele hytten rent for løs jord i alle revner og sprækker.

 

Jeg var på Privathospitalet Valdemar i mandags. Status er, at det går langsomt men sikkert frem. Opgaven er til dels min egen nu - i samarbejde med fysioterapeuten. Der skal laves øvelser og styrketræning. Det er ikke min stærke side, men jeg skal, for selvfølgelig skal jeg gøre hvad jeg kan for at få vingen i topstand igen.

Mors dag

Her skulle have været et billede af en smuk buket og en super flot og kalorieholdig kage. Imidlertid er det sådan, at kameraet med de omtalte billeder ligger i den anden del af huset. Den del, der ligger på den anden side af det udgravede køkkengulv. Så det må altså vente. Men ungerne var søde, og jeg blev forkælet.

Temaet herhjemme lige nu er jord. Jord som i tør støvet jord. Jord over det hele. Jeg fornemmede støvlaget på sofaen, da jeg landede i går aftes. Og gulvet ude i lejrkøkkenet er lige nu gråt. Ikke ret længe, for det er altså for meget for mig. Nu er gravearbejdet færdigt, men ikke svineriet. Nu skal væggen mellem gammelt køkken og entre væk. Kun for at få opbygget en ny. Sådan skal det altså være, siger han. Og eftersom jeg ikke har det mindste forstand på de dele, så overlader jeg trygt beslutningen til ham.

 

Jeg sidder med en sen kop morgenkaffe i dag. Lige om lidt er sidste barn sendt af sted. Sara er taget på arbejde på skolen, Jakob er på vej på gymnasiet og Jonas skal til blå mandag i Lalandia med en flok kammerater. Jeg starter poloen om lidt og kører mod Ringsted. Jeg skal til kontrol med vingen på Privathospitalet Valdemar. Jeg er lidt spændt på udfaldet, for selv om det går meget bedre, så er der stadig et godt stykke vej til fuld bevægelighed. Jeg har planer om at nyde dagen og solen, inden min arbejdsuge tager fat i morgen.

Køkkengulv i haven

Der bliver virkelig knoklet igennem her. Jeg har passet mit arbejde de sidste dage og har været fuld af forundring, når jeg kom hjem. Den ene dag var der forsvundet et skab. Næste dag kunne jeg se jorden under køkkengulvet. Nu ligger en god del af gulvet i haven og venter på at blive genbrugt. Der var fint materiale til vores længe ønskede stengærde under de gamle brædder. Der var lagt store sten i køkkenet. De var lagt, så de lå nogenlunde i niveau. Over den lå nogle massive træstolper, og lige ovenpå det lå gulvet. Ikke noget at sige til, at kulden ind imellem har bidt i tæerne. Nogle af stenene var så store, at Bo og Jakob måtte hjælpe hinanden og køre en sten ad gangen.

 

 

Status er, at der lige nu ser cirka sådan her ud. Det grønne plastic prøver at holde det værste støv væk fra lejrkøkkenet. Med større eller mindre succes. Det skal graves ned, så der er 45 cm. fra dørhøjde for at kunne isolere og lave gulvvarme efter gældende regler og forskrifter.

 

Lige nu graver Bo, og drengene kører jord med hver deres trillebør. Hvad jeg laver? Jeg sørger for forplejning til mine arbejdsomme kære. Faktisk har jeg ikke tid til at skrive mere nu, for jeg skal til Slagelse. Pulcinella laver de bedste pizzaer i miles omkreds. De er bestilt, så jeg er den, der er smuttet.

Historien bag alle de der køkkener

Jeg må være ærlig og tilstå, at det ikke var køkkenet, der fik os til at købe huset dengang i 1991. Det var vidst mere noget med nogle muligheder til ganske billig penge. Faktisk under 300.000, men det er en helt anden historie. Det gamle køkken, som jeg viste billede af i går, var ingen fornøjelse. Det var mørkt, fordi man havde valgt at bygge vinkel ud med overskabe, sådan cirka lige foran lokalets eneste vindue. Bordet var så lavt, at vi blev trætte i ryggen af at arbejde ved det, og så var der også lige en lille detalje. Det var ikke elementer. Der var bygget et skelet og sat låger på. Nederste hylde var det kolde betongulv og over det lå en lang plade med det flotteste hyldepapir. Hen over gulv og hylde løb de største edderkopper jeg mindes at have set. Nu er den slags dyr ikke min stærke side, så jeg var mildt sagt træt af den opsætning.

 

Da vi havde boet her nogle få måneder, var der et køkkenfirma i Slagelse, der annoncerede med fantastiske tilbud. Jeg kørte ud og fik vores gamle egetræskøkken til 10.000 for det hele. Fordi det havde været brugt til udstilling. Eneste hage var, at der kun var en skuffe, så vi bestilte bare det klassiske skuffemodul ved siden af. Alt dette skete en fredag, og mandag morgen kom fragtmanden med køkkenet. Herefter skete der ikke mere. Ingen skuffer. Vi fandt senere ud af, at firmaet havde drejet nøglen samme dag, og at rigtig mange var kommet i klemme. Der var nemlig blevet forudbetalt for store og dyre køkkener den fredag.

 

Nu var meningen, at elementerne skulle på loftet på den plads, vi ikke brugte, til vi fik lidt flere penge. Problemet var bare, at skidtet ikke kunne komme op af trappen, og at der ikke var plads andre steder, så vi gik i gang. Alt i billige løsninger og med en række kompromisser til følge. Vi har altid været enige om, at det var en eller anden form for midlertidig løsning. Den kom så til at holde 22 år.

 

Jeg har tit leget med tanken om at få køkkenet sat i stand. At få malet lågerne og få købt udtræksbakker i stedet for hylder, for så kunne jeg sagtens have levet med det længe endnu. Men faktum er, at komfuret er træt. 3 ud af 4 kogezoner virker, og vi kunne egentlig også godt tænke os lidt anderledes indretning. Så nu er det nu. At det bliver så stort et projekt skyldes, at Bo har valgt at lægge gulvvarme samtidig og flytte en dør. For denne gang skal det være, som vi vil have det. Ikke nogen slappe løsninger. Det skal bare være, som vi vil have det.

 

Og mens andre nu går og glæder sig til lang weekend, så har jeg besluttet at passe mit arbejde. Sagen er den, at der ikke rigtig er noget for mig at gøre herhjemme lige nu. Jeg har til gengæld aftalt med min chef, at der venter mig nogle ekstra fridage på et tidspunkt, hvor alle andre er på arbejde. Så det vil jeg glæde mig til.

Lille hilsen fra Firmaet Koks & Kaos

Firmaet Koks & Kaos. Eller det hvide hus på Helsingevej. Forskellen er vidst den samme lige nu. Jeg har køl- og fryseskab i stuen. Ved siden af den opsætning står et par fyldte flyttekasser og læner sig op af reolen. Som for øvrigt er dækket af kopper i stedet for de brune bjørne fra vores bryllup i tidernes morgen. Jo, man må sige, at der hersker en helt speciel stemning.

 

Heldigvis er der noget, der fungerer. Vores lejrkøkken er guld, og det der faktisk meget hyggeligt at være sammen derude. Man kommer hinanden ved, når man skal forbi, og det hele er bare lidt hyggeligt. Det gamle køkken er helt tømt nu, og Bo er gået i gang med at fjerne det store skab, der skal lade livet for at få flyttet en dør. Billedet af vores tilværelse lige nu, er at vi går på arbejde, kører hjem og roder, og lander på puden ikke mange minutter over 21.00.

 

Jeg vil bevæge mig lidt rundt i Blogland i dag, for jeg er bagud på god læsning, hvor jeg ellers plejer at følge med. Og mens jeg sidder bag skærmen vil jeg leje, at huset ser ud, som jeg synes, det skal.

 

Imens kan du få lov til at se det køkken, som vi rev ud i 91, inden vi satte det op, som vi lige har revet ud nu. Rigtig god dag derude i det virkelige liv.

 

1. maj

Jeg er ansat på kontor, og for os er 1. maj en gangske almindelig arbejdsdag. Sådan er det imidlertid ikke for herren, som jeg blev gift med i tidernes morgen. Han er funktionæransat på en stor virksomhed, men har alligevel 1. maj som betalt fridag. Han var ikke ude og kaste med tomater eller sprøjte med vandpistol (som man så i øvrigt bliver anholdt for), men dagen blev absolut ikke sovet væk.

 

Da jeg tog hjemmefra kl. 08.00 efter morgenmad og hyggesnak, så en del af mit køkken ud som her.

 

 

Da jeg vendte hjem temmelig meget senere, var billedet et ganske andet, og måske ikke helt så overskueligt. Projekt køkken var skudt i gang. Man skal ikke lade en mand være alene hjemme med sit værktøj

Heldigvis bor vi et stort og rummeligt hus. Derfor er mit lejrkøkken nu en realitet. Komfur, vask- og skraldeskab, opvaskemaskine og et enkelt underskab er blevet sat op i forlængelse af bryggersbordet. Der er brugt lidt småpenge på rør og lignende, så det hele er fuldt funktionsdygtigt. Altså ikke noget med at vaske op i håndvasken eller lave mad i garagen. Jeg tror nu nok, at jeg er heldig alligevel.

Jeg er allerede blevet glad for mit lejrkøkken. Mit weekendprojekt nu bliver at indrette det og at få pakket de ting ned fra det oprindelige køkken, som jeg mener at vi kan undvære en rum tid. Og samtidig kan jeg så gå skridtet videre i mit projekt ud med rod. For der er garanteret rigtig meget i det køkken, der har overskredet datoen for sidste anvendelse. Og så skal jeg måske lige bemærke, at det ikke er madvarer jeg taler om her.

Lidt sødt

Vi er stadig godt fyldt op af veloverstået fest. En af gæsterne har lige været forbi med deres billeder, så vi kommer absolut ikke til at mangle dokumentation for dagens hændelser. Jeg skal nok lade være med at vise alle 300 snapshots, men jeg synes da lige, at jeg vil vise kagen.

 

Den var kæmpestor, som man måske kan fornemme på kagespaden, der ligger foran på det nederste billede. Det var en bombe af chokolade og lækre ting, og selv husets meget kalorieglade herre måtte opgive og levne.

En skøn søndag

Så kom den - dagen vi havde ventet på. Alt klappede og bortset fra, at vi glemte at skære ananas og melon, så var der vidst ikke noget, der smuttede. Jonas fik både nogle lækre gaver og en god sjat penge, og vejret var med os, så børnene kunne lege i haven, og rygerne fandt læ i gårdhaven.

 

Nu er vi trætte, men ikke helt færdige med at ordne endnu. Det er dejligt at kunne holde fest hjemme, men det kræver både for- og efterarbejde. Lige nu er der 2 lange borde i stuen. Sofaen er skildt i flere afdelinger. Og faktisk skal man en tur i garagen, hvis man vil snuppe en vinkelsleeper lige nu.

 

Der blev taget et par hundrede billeder, som jeg skal have kikket på og sorteret i, inden jeg viser for meget frem. Et enkelt kan det dog blive til i dag. Hele familien Hansen samlet foran alteret i kirken på den store dag.

 

Min konfirmand

Jeg har ikke spurgt, så han har ikke sagt, at jeg ikke må lægge dette billede ud på bloggen. Men sandheden er, at den lille smækre gut på billedet her, er den lange slanke Jonas, som lader sig konfirmere på søndag. Jeg har set på billeder til sang, og jeg har rettet til. Nu er vi ved at være i land. Han skal selv til generalprøve i kirken i eftermiddag, så han ved, hvad der skal ske på søndag.

 

 

Nu skal arbejdsdagen klares for i dag. Min hjerne gider ikke momsafstemninger. Den er mere til noget med bordopstilling, servietter og det helt rigtige gavepapir. Jeg tror, at det er godt for både mig og mine kolleger, at det er overstået, når jeg kommer på arbejde igen på tirsdag. Og lige nu er der faktisk noget der tyder på, at konfirmanden vender tilbage til normal skoledag samme dag...

Storken og frøen

I lørdags, da solen stod højest, glemte de to store alt om sko og drønede ud af havedøren mod trampolinen. Det kom der blandt andet dette her ud af. Ungernes moster har døbt det nederste billede. Hun kalder det storken og frøen

 

Farvel rod

Dagens kapitel i farvel rods historie var de små skuffer i reolen i stuen. Jeg har fundet meget, der har overskredet sidste anvendelsesdato. Faktisk har jeg fyldt en halv sæk med sjove ting fra de seks små skuffer. Jeg fandt blandet andet denne gamle kassebon.

 

Tænk engang. Den dyreste kjole, jeg nogensinde har købt. Og så er den kun brugt en gang. Den hænger faktisk stadig i skabet til trods for, at den for længst har overskredet datoen. Jeg har en gang været ved at sende den ud af huset, men blev bremset af Sara. Det kunne hun ikke finde sig i. Sådan noget gemmer man som minde. Jakob har foreslået, at den kommer på til vores sølvbryllup. Men det tror jeg nu ikke, at han skal regne med.

Kikærter og granatæble

En rød chili, persillerod og andre sjove ting. Selv om vi venter, skal der jo mad på bordet hver dag, og i går var det fiskedag. Og fiskedage er i dette hus temmelig eksperimenterende. Som nævnt for længe siden, er vi gode venner med Skagenfood. Hver anden onsdag står den nye pakke i gården, når vi står op. I går stod den på stegt filet royal af kuller med indiske gulerødder, persillerødder og kikærter. Det kunne være så let bare at stege fisken og lave en eller anden kendt kartoffel eller salat til, men det er vi enige om, at vi ikke gør. Står der, at det skal være med indiske gulerødder, ja så bliver gulerødderne tilberedt på indisk. Det har bragt os vidt omkring i det kulinariske univers. Som regel til stor fornøjelse. At madlavningen de dage bliver til et fælles projekt er jo bare en sidegevinst.

 

I får fik jeg streget 3 vigtige punkter på listen til næste uges begivenhed. Desserten er i fryseren, fragtmanden kom med en hemmelig gave, og menuen blev endelig fastsat. I dag bliver opgaven at finde servietterne i den rigtige farve og få bestilt blomster hos Charlotte.

 

Og så skal vi ellers nyde en weekend uden planer. Der er ingen aftaler, så vi kan gøre, som vi selv synes. Jeg skal lidt videre med mit projekt farvel rod og goddag orden. Det går stille og roligt frem. I weekenden er det skufferne i reolen i stuen, der skal have en tur. Et lille skridt i den rigtige retning. Det kommer til at tage tid, men til gengæld bliver det rigtig godt, og jeg får ikke lovet mig selv mere, end jeg gider at holde.

 

God weekend til dig derude.....

I næste uge

Den der konfirmation, som lige nu fylder 75 % af mine tanker og tager lidt over for både arbejde og fritid er som bekendt fastsat til at blive afholdt den 28. april. Det har vi vidst i flere år. Hos os er det altid sidste søndag i april. Sådan er det bare. Med mindre man vælger nabokirken, for så kommer præsten søndagen efter.

 

Jeg tror nok, at jeg bare mangler at bestille lidt blomster og finde ud af, hvordan servietterne skal foldes. Nå ja, og så er der stadig den sang, som ikke helt er, som den skal være. I går kom det hele meget tættere på. Vi sad på kontoret, da min kollega nævnte den konfirmation, hun skal til i næste uge. NÆSTE UGE. Det er altså i næste uge. Den 28. april er faktisk i næste uge.

 

Bær over med mig, hvis jeg vrøvler på bloggen de næste 10 dage. Så er det altså bare fordi, jeg har fundet ud af, at det faktisk er i næste uge. Jeg glæder mig, Jonas glæder sig, og resten af familien ser også frem til dagen, og det hele er i fineste orden. Men lidt kuller har man vel lov at have.

Mens vi venter

Og det har ikke det fjerneste med nogen højtid at gøre. Det er mere et udtryk for, at jeg er strandet herhjemme for en stund. Poloen er død. Ikke om den vil starte, så der er sendt bud efter autohjælp og meldt afbud til fys. Ærgeligt, for jeg tror faktisk, at vi har gang i noget, der virker nu. Han sætter nåle, så jeg ligner et pindsvin. Det er en sær fornemmelse, men jeg tror faktisk, at det skubber til noget. Jeg synes, at grænserne flytter sig, og at armen kan komme en anelse højere op.

 

Nu håber jeg og krydser fingre for, at Poloen bare skal startes. For det er altså ikke lige dagen til det pjat. Jeg har en aftale med frisøren efter arbejdstid. Der skal klip og kulør til, så jeg kan blive en fin mor, når den store dag kommer.

Små gule sedler, og klodser der skal væltes

Jeg har travlt lige for tiden. Både på job og hjemme. På arbejdet er vi nu på de sidste årsregnskaber samtidig med, at det er ved at være tid til at beregne og indberette moms for 1. kvartal. Planlægning er en by i Rusland, for pludselig kommer der en mail fra håndværkeren med regninger, der skal skrives, eller gartneren skal akut bruge nogle tal til banken. Sådan er det, når vi arbejder med deadlines. Vi når det altid, men vejen dertil kan godt blive temmelig hektisk.

 

Hjemme har vi i sagens natur også en del at tænke på. Køkkenet er planlagt til mindste detalje. Vi venter faktisk bare på, at det bliver den 29. april, og at der er ordnet efter konfirmationen. Lige nu løber mine tanker rundt i den sang, som jeg ikke synes er god nok. Jeg skal lige huske at melde endeligt tilbage til kokken med menuen. Nævnte jeg lige, at der også skal blomster og servietter til. Ikke lys, for en af vores gæster lider af KOL, og vi skulle jo nødig aflive nogen. Så er der lige gaven til søster, der har fødselsdag i næste uge. Tiderne hos min nye fys-ven og Jonas tandlægetid lige midt i skolestrejken.

 

Jeg har lavet mit lille private notatsystem herhjemme. Jeg har det helt roligt med den store dag, for jeg er ikke i tvivl om, at vi har rimelig check på det. Og kommer jeg i tanke om noget, mens jeg er på arbejde, så sender jeg straks en mail hjem. Den bliver nemlig ikke væk i tasken.

 

På arbejdet har vi hørt kloge ord, at opgaverne skal vurderes og sættes nogenlunde i rækkefølge. Vi skal se på dem som klodser. Klodserne skal ikke ligge i en stor bunke på bordet. Så giver de uro og anledning til stress. Hvis vi der imod vurderer dem og sætter dem bag hinanden, bliver det til at overskue. På den måde ser man kun den første klods, og når den vælter, er den næste klar. Jeg ved godt, at den ikke altid holder i det virkelige liv, men jeg kan godt lide billedet.

 

Nu vil jeg gøre mig klar til at sparke nogle klodser væk. Om lidt kommer den blå polo hjem, så jeg kan komme af sted. Hen til mine kolleger, kontorkattene og klodser i lange baner.

Udsigten fra stuevinduet

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg elsker udsigten fra mit stuevindue. Lige for tiden synes jeg dog, at det er noget blandede bolcher, jeg kan se derude. I går eftermiddags, da jeg lå fladt på sofaen og fordøjede dagens oplevelser blev min udsigt pludselig væk. Den forsvandt fuldstændig i store bløde snefnug, som var så flotte, at de ville have fået ethvert barn til at juble den 24. december. Det var bare ikke den 24. december, så vi glemte totalt at juble.

 

I det ene hjørne af haven står det gamle drivhus. Det er mæt af dage, og der skal ikke plantes i år. Træerne omkring det (som ikke står på vores grund) er blevet store, så det får ikke lys nok mere, og vinden har løftet i et par af pladerne, så det er altså heller ikke helt tæt. Meningen var, at vi skulle have haft et nyt driv(er)hus i forbindelse med gårdhaven i år, men på grund af det nye køkken, er den plan skubbet lidt, for det er altså ikke pengetræer, der vokser i haven.

 

Noget vil jeg have at pille i, så jeg har bedt om at få produceret et par højbede. Så jeg kan dyrke lidt salat og lidt andre småting, mens jeg nyder livet i haven. Så hvem ved. Måske der kommer et par afsnit fra Susannes køkkenhave på bloggen hen over sommeren.

Lidt fravær

Hvis nu Blogland var min gamle folkeskole, så var det nu min mor skulle skrive i kontaktbogen og angive en god grund til mit fravær den sidste uges tid. Men jeg er for længst over skolealderen, og man kan alligevel ikke rigtig regne med de skoler lige for tiden.

 

Dagene er gået med lidt ekstra arbejde og med at passe på mig selv. Når jeg har siddet ved tastaturet hele dagen på arbejdet, har jeg bevidst valgt at skåne armen, når jeg kom hjem. Den opfører sig stadig ganske pænt. I morgen skal jeg til den nye fys, og det har jeg ganske store forventninger til. Nu skal alle kneb i brug, og jeg skal have den sidste bevægelighed med. Alt i alt klager jeg ikke, for mine smerter er vand i forhold til det jeg oplevede, inden jeg var til behandling på Hospitalet Valdemar.

 

I dag er der præcis 20 dage til konfirmationen. Det har fået mig til at indse, at jeg hellere må få styr på det sidste. Menuen skal sættes, og vi skal have styr på blomster og servietter. Service bliver lejet for et næsten symbolsk beløb ikke langt herfra. Jeg tror nok, at vi har styr på det.

 

Billederne er fra lørdag eftermiddag. De er fra Reersø havn og strand. Jeg var derude med min søster og Sara. Efter en god travetur ved havnen og langs vandet blev årets første soft-ice indtaget, og på vej hjem fik viste vi Sara, hvor vi boede, da vi var børn.

Lidt mere om rod

Hvis der er noget, vi ikke mangler her i hytten, så er det bunker og depoter. Nogen vil måske kalde det rod. Og ja - det er det vel egentlig også. Jeg har ikke tal på de gange, hvor jeg har taget fat. Fået vendt nogle bunker og egentlig bare lagt dem pænt. De tager plads, og ind imellem giver de også anledning til dårlig samvittighed, for der ligger ting, der burde være brugt, eller ting, som egentlig burde op og hænge, og jeg kunne blive ved.

 

En af de første dage i påskeferien var jeg i vores lokale Fakta. Og hvad der ikke kan opstå af behov i sådan en forretning. Jeg har fuldstændig styr på mælk og grønt og alt det der, men når jeg så kommer til hylderne med ugens sjove, så må jeg stoppe op, og ind imellem opstår der behov, der bare må dækkes. Sådan gik det til, at jeg kom hjem med denne bog i tirsdags.

 

Farvel rod - hej frihed. Og meget forudsigeligt, så landede bogen i en bunke. Der lå den så på spisebordet mellem andet godt, indtil jeg kom i tanke om den søndag aften. Jeg satte mig ned og fik den læst fra start til slut, og grin bare - men jeg så altså lyset. Jeg har læst om aktivt rod og passivt rod. Jeg har lært, at alt har en udløbsdato. Også arvestykker og ferieminder. Og sko, der måske var lidt for dyre. Og så har jeg lært vigtigheden i at afslutte ringen.

 

Søndag gik det ud over soveværelset. Jeg fik set på det med lidt andre briller, og jeg kunne se, at temmelig meget havde overskrevet udløbsdatoen. En hel sæk blev det til. Jeg ved lige, hvor jeg skal tage fat på næste etape. Jeg har et hobbydepot af en vis størrelse. Med ting, som jeg ved, at jeg aldrig vil få brugt, men som jeg har flyttet på den ene gang efter den anden. Inden jeg går ombord i det, vil jeg høre vores lokale SFO, om de er interesseret i det, for ikke alt skal i sække og smides ud.

 

Nu vil jeg ise bilen af og køre på arbejde. Og så vil jeg glæde mig over, at april er måneden, hvor foråret kommer. Sådan bliver det. Jeg ved det bare.

Vi roder

Og det skulle helst ende med at give omvendt fortegn. Rod skal blive til orden. Det er køkkenprojektet, der fylder. Skabe skal tømmes og ting skal flyttes. Alt sammen anledning til at få kikket på en masse gamle ting. Der er røget et par sække afsted, og jeg er sikker på, at mere kommer samme vej.

 

Vi glæder os. Til at komme igang med at rive ned og bygge op igen. (Jeg ved det, vi er åbenbart ikke rigtig kloge). Det bliver så godt, når det hele står færdigt. Når jeg handler skal jeg lægge bånd på mig selv, så jeg ikke lige kommer til at købe en eller anden dims, der vil se godt ud på den nye hylde. Eller lige præcis den skjuler, der skal rumme krydderurten i vindueskarmen. Det er altså ikke helt løgn, at forventningens glæde er helt speciel.

 

Mine dage siden i mandags har også været helt specielle. Det gør ikke ondt hele tiden. Nu hvor det er ændret, går det op for mig, hvor ondt det har været. Jeg kan meget mere, end jeg har kunnet længe, og jeg kan lægge mig præcis som jeg har lyst til, når jeg skal sove. Lægen på Valdemar er min helt lige nu. Jeg glæder mig næsten til at se hende igen til den opfølgende undersøgelse, så jeg kan fortælle hende, hvad hun har gjort for mig.

 

Først vil jeg nyde påsken. Om lidt kommer min nabo ind til kaffe og snak. Det er alt for længe siden, så jeg tror, at ordene bliver mange i dag. Og vejret - det vil jeg slet ikke snakke om.

Flyve kan jeg ikke

Men vingen kan faktisk allerede løftes højere, end den har kunnet længe. Behøver jeg at sige, at det gør mig både glad og lettet? Jeg er lidt øm, men det var varslet. Blokaden fra i går kan give ekstra ømhed over et par dage. Det mærker jeg, men det er til at holde ud.  Ham der scannede mig i går kunne godt forstå, at jeg har haft ondt. Det han så, var absolut ikke for tøsedrenge. Ja - det sagde han altså.

 

Jeg har fejret bedringen med 2 nye bluser. Der er forårsfarver på hylderne, så jeg blev fristet. Den flotte røde brandbil mødte jeg ved Bilka i Slagelse. Og nej - jeg var ikke inde i påskeindkøbshelvede. Jeg var bare en tur forbi Louis Nielsen for at få justeret mine briller, så læsestyrken igen sidder i rigtig højde.

Den der vinge

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg i længere tid (som i fra engang først i oktober) har været meget træt af min venstre arm. Behandlingerne hos fys har været stort set nytteløse, og jeg har ikke tal på, hvor mange gange jeg har vågnet om natten. Ganske enkelt fordi det har gjort ondt. Røngtenbillederne i sidste måned viste ingenting, og ny henvisning blev skrevet. Med nye ventetider til følge.

 

Bo har sundhedsforsikring gennem sit job, og det viste sig, at jeg også kan gøre brug af den. Så da jeg havde været ved lægen i sidste uge ringede jeg til privathospital og fik en hurtig tid. Vi har været afsted i dag og diagnosen er stillet. Jeg har en sene, der er kraftigt beskadiget, og så har jeg en væskeansamling, som jeg ikke kan komme af med. Dette blev konstateret på en ganske almindelig ultralydsskanning. Jeg har fået lagt en blokade og fået henvisning til ny fysbehandling. Dette vil muligvis kunne gøre, at jeg kan slippe for indgreb. Der ligger en ny tid til kontrol om 6 uger. Jeg er glad og lettet, for jeg var faktisk lidt nærvøs for at skulle skæres i. Nu slipper jeg forhåbentlig for den del.

 

På vej hjem gjorde vi holdt ved vinhandleren. Vi får ind imellem nogle gode tilbud, så nu er vinen til konfirmationen i hus. Det ender nok med, at vi når det hele.

 

De næste par dage er der ingen planer. Vi holder ferie og skal bare slappe af. At det mest bliver inden døre, er der vidst ikke nogen tvivl om, for der er ikke meget forår her i udkantsdanmark.

Er du dus med dine maskiner?

Da tumbleren stod af først på året, gik der ikke lang tid, før der stod en ny på pladsen. Det er altså en god ven at have i en stor familie, hvor vasketøj har det med at vokse til bjerge på størrelse med Mount Everest. Eller næsten. Den gamle tumbler havde sådan en skrueting, hvor man skulle vælge, hvor mange minutter, tøjet skulle have. Så kunne man selv gå ud og åbne og konstatere. Den nye har display og en masse programmer. Og en brugsanvisning så tyk, at jeg aldrig får den studeret rigtigt.

 

En gang imellem får man en lille besked. Som da jeg satte den i gang første gang.  Tillykke, du har valgt et kvalitetsprodukt. Ja - det stod der altså. Som regel hører jeg, når den bibber færdig og får den tømt med det samme, for så krøller tøjet ikke. Men i går glemte jeg alt om vasketøj og tumler. Da jeg endelig kom ud til den, stod den med følgende budskab. Tag tøjet du...

 

Så jo, jeg er blevet dus med min nye maskine.

Og når vi så taler om maskiner. Den gode gamle Ballerup, som jeg nævnte i forrige indlæg har fået førstehjælp. Den er blevet åbnet og loddet, så den starter, som den skal. Nu kan vi igen bage boller i metermål.

Ikke allerede

Jeg bager havreboller med jævne mellemrum. En ordentlig portion af gangen. 4 bageplader tages i brug, og jeg bruger ca. 2 kg. mel. Derfor er min røremaskine uundværlig i vores husholdning. Den har længe vist lidt svaghedstegn i kontakten. Måske en løs forbindelse inde bagved. Der skal trykkes et par gange, så kører den. Men i går gjorde den modstand. Der skulle vrides ualmindeligt meget, og med min tossede arm er det bare ikke en mulighed at hælde dej af 2 kilo mel ud på køkkenbordet og gå i gang. Bo hørte mine udbrud og kom til. Han fik lirket så meget, at den kunne køre videre, men så var det, at der bredte sig en lugt, der ikke var helt i orden. Sådan en, der leder tankerne hen på brændt elektronik og det, der måtte være endnu værre.

 

Maskinen har været min mors, så jeg må hellere høre hende, om hun har kvitteringen. Det kan da ikke være rigtig, at den allerede ikke vil mere. Jeg var jo kun omkring 8 år, da den blev anskaffet. Min private håndværker har tænkt sig at åbne den, og se om den kan ordnes, eller om den virkelig har æltet sin sidste bolledej.

 

Jeg har kikket lidt på nettet, og det er gået op for mig, at en ny maskine er på kanten af en investering, så nu lyder mit spørgsmål. Er der nogen anbefalinger?

Det sker ikke så tit

Jeg ved ikke, hvornår det sidst skete, men i dag har jeg nydt det. Vi har tilbragt aftenen i sofaen alle fem. Der har ikke været nogen ekstra, og der har ikke været nogen ude af huset. Vi set fjollet TV og grinet af dumme ting. Men alt i alt har det været en dejlig lørdag aften.

Så græd jeg lidt

I går aftes sad vi og så programmet om fødsler. Det gør noget ved mig hver gang, for det er bare fantastisk, når en kvinde føder, og en lille ny ser dagens lys. Jeg griber mig selv i at holde vejret og gispe lidt sammen med de lidende kvinde. Jeg har jo en hel klar idé om, hvad de gennemgår.

 

I går var der en der ramte lidt ekstra. Et par fik en skøn lille dreng med læbe-, gumme- og ganespalte. De vidste det inden fødslen, for det var blevet konstateret på en misdannelsesscanning. Pludselig var det ligesom at være der selv. 15 år efter. Et lille barn, der ikke selv kan spise, og som skal udsættes for så meget. Der venter ham en næsten endeløs række af smertefulde operationer, og der venter familien splittelse og dårlig samvittighed. Det var næsten ikke til at bære. Så var det, at jeg græd lidt.

 

Mie nåede aldrig at blive opereret for sine spalter. Men vi nåede at blive informeret om operationer, tandrettelse, talevanskeligheder og alt hvad det indebærer. Faktisk fik vi også indkaldelse til talepædagog, da hun ville have været 10 måneder.

 

Det var for øvrigt på grund af samme spalter og medfølgende talevanskeligheder, at hun fik sit lille og korte navn. Vi havde besluttet, at fik vi en pige, så blev det en lille Rikke. Men Sara ønskede sig en lillesøster, og Jakobs højeste ønske var en lillebror, der skulle hedde Mie. Og prøver man at sige begge navne, så er der ikke nogen ganelyde i Mie. Det skulle i hvertfald ikke være hendes eget navn, der gav talevanskeligheder.

Billedet har jeg lige taget ud af havedøren. 11 graders frost og høj sol giver altså noget helt fantastisk. Også selv om vi er midt i marts.

Hvis nu jeg var sådan en

Altså sådan en, der brokker sig, så ville jeg åbne min hoveddør og tage et dårligt billede med mobilen og flashe det på bloggen. Herefter ville jeg skrive, hvad jeg mener om et ellers smukt vinterbillede, der bare ikke skal tages midt i marts...

 

Men jeg brokker mig slet ikke. I stedet fryder jeg mig over, at der ikke er noget fortov til min grund, og at det er lyst udenfor. Jeg har nemlig vendt brillerne, så de kun ser positivt i dag.

Det er bare ikke i orden

Nu ligner det jo ikke mig at brokke mig. Det er i hvert fald 2 indlæg siden, at jeg sidst måtte lufte min utilfredshed. Men når man nu står op en tirsdag morgen og nyder det smukke billede lige uden for stuevinduerne, så er det altså ikke i orden, at varmestyringen fortæller mig, at det fryser 10 grader udenfor, og min polo er helt hvid af frost.

 

Og når jeg så er ved ting, der ikke lige er i orden, så må jeg også lige berette om min aften i går. Da vi havde spist og ordnet køkken, var der lige plads til 3 glas i opvaskeren. Og jeg var slet ikke i tvivl om, hvor de skulle findes. Jakob var kørt, så jeg kunne ikke bare kalde dem ned. Jeg gik derfor selv op for at hente ned. Og her skal jeg lige understrege, at det er noget, jeg ellers ikke gør. At den unge mand også havde en tallerken og en gaffel deroppe kom slet ikke bag på mig. Jeg fik stablet servicet, så jeg kunne komme ned med det - troede jeg. For pludselig var der kun et glas, der skulle vaskes. De 2 andre lå på Jakobs gulv. Sådan lige omkring vasketøj og andre sjove ting. Sådan gik det til, at 2 glas blev til at vasketøjet blev rystet for glasskår og båret ned på plads. Gulvet blev støvsuget og nogle ting sat på plads.

 

Et par timer efter, at mit arbejde var udført, kom den unge herre hjem. Han valsede op på sit værelse, og jeg sad hernede med ørerne godt slået ud. Jeg skulle høre hans udbrud, når han ramte det rydtede gulv. Det skete bare ingenting. Han sagde ingenting. Han gjorde ingenting. Der var helt stille deroppe. Da jeg gik op for at høre ham, hvad han havde at sige, lignede han et spørgsmålstegn. Tænk en gang. Han havde ikke opdaget, hvad jeg havde lavet. Kontrasten var eller stor, skulle jeg hilse at sige.

 

Nu har jeg lige opdaget, at han også er rendt med min madpakke.... Og nej - jeg er stadig ikke typen, der brokker sig.

En heldig mor

Ja - det er hvad jeg er. En heldig mor. Fordi jeg lige nu har to store unger, der hygger sig i køkkenet med en let søndagsmiddag. Og fordi de selv ordner efter sig, når de er færdige. Og ikke mindst fordi de har gjort det helt på eget initiativ.

 

Imens har jeg holdt søndag. Sådan lidt i sofaen, lidt ved vasketøjet og lidt ved pc'en. Jeg har fået ordnet nogle papirer og fået overblik over nogle ting. Nu mangler vi bare at få bestilt nogle kort, der skal bruges til konfirmationen, så er der sat flueben ved dagens opgaver.

Godt eller skidt

Sidste uges røngtenbilleder viste, at min skulder er i orden. I hvert fald hvad skelettet angår. Den gør ondt igen, og mangler stadig bevægelighed. Nu er det forfra med ny henvisning. Om jeg er træt af det? Det kan du bande på, at jeg er. Heldigvis er jeg udstyret med et godt humør fra naturens side, så dette skal ikke få lov at ødelægge min fredag. God dag til dig, og tak fordi du lyttede til mit brok.